Værtsparret Ou og John Andresen har drevet Restaurant Gudhjem Bakke siden 2015. Forinden havde parret drevet Restaurant “Gåsen” i Aakirkeby i en årrække. Nu har Ou og John skabt et meget populært sted i Danmarks kønneste købstad Gudhjem – og på toppen af denne – som den smukkeste indgang til den charmerende havneby, der besøges af tusinder af turister fra ind- og udland.

Restaurant Gudhjem Bakke har sædvanligvis åbent fra påske til efterårsferien – og restauranten besøges af en herlig blanding af stamgæster fra ind- og udland – og de mange gæster, der bare falder ind i den hyggelige gårdhave eller indenfor i de omgivelser, der tidligere rummede et af Gudhjems hoteller.
I dag har Ou og John specialiseret sig i det danske køkken, der foretrækkes af langt størstedelen af restaurantens gæster. Et frokostkort med den bornholmske specialitet Saltstegte Sild i spidsen og klassikere som Rødspættefilet og Pariserbøf.

Aftenkortet er et kapitel for sig: Restaurant Gudhjem Bakke har specialiseret sig i Schnitzler af enhver art: Der steges og serveres mange tusinde Schnitzler hver eneste år i det travle køkken: Den klassiske “Wienerschnitzel”, men også “Gudhjemschnitzel”, “Sigøjnerschnitzel” og “Herregårdsschnitzel” er på menukortet – alle tilberedt af det lækreste og møreste kalvekød – og af en størrelse, der kan mætte selv en største sult.
At det hele serveres i de hyggelige omgivelser på toppen af Gudhjem og i en festligt og fornøjelig tone får sædvanligvis stemningen til at brede sig blandt restaurantens mange gæster.
John Andresen har mange års erfaring som restauratør og tidligere som tjener på restauranter i ind ud udland. Ou Andreasen har også en fortid i hotelbranchen – og det var iøvrigt på Hotel Danmark i badebyen Jomtien i Thailand, at parret traf hinanden tilbage i år 2000.
Velkommen i Restaurant “Gudhjem Bakke”.
Ou og John Andresen.